Elektronisk rockmusik skal spilles live! my getaway in audio vil præstere en sammensmeltning af elektronisk og organisk musik. Energi og pop i flere lag er nøgleordene. Siden foråret 2006 hvor århusianske my getaway in audio for første gang skrev en sang og spillede den, har bandet arbejdet målrettet på at forfine og intensivere sit bud på et elektronisk rocket udtryk. I undergrunden etablerede bandet sig det følgende år med en række koncerter på både større og mindre scener, mens de selvproducerede democd´er langsomt tiltrak en større opmærksomhed både fra fans og den etablerede branche. Bandets lyd er energisk, elektronisk rockmusik med fokus på detaljen og en kompromisløs jagt på poppens gode melodi. I modsætning til den elektroniske musik som ofte identificeres med DJ´s og studie-producerede sange, ser MGIA først og fremmest sig selv som et liveband! De første år Bandet blev dannet i foråret 2006 og vandt senere samme år Den Rytmiske Talentpris på 15.000 kr. uddelt af Den Rytmiske Højskole og Vig Festival. Sangene fik gode anmeldelser og rotation på bl.a. DR Radio og Gaffa Radio. Bandet har gennem 2007 etableret sig på den danske undergrundsscene ved spillejobs på en række spillesteder i Jylland og København. Heriblandt koncertarrangementer som TakeOff #3 på Vega og supportjobs for bl.a. Decorate Decorate, Lis Er Stille og Funeral For A Friend. Men disse sporadiske succesoplevelser fik ikke bandet til at ligge på den lade side. Tværtimod har det haft en enorm motiverende effekt, og MGIA fortsatte ufortrødent med at skrive nye sange og indspille nye demoer. Senest deltog de i KarriereKanonen 2008 på P3 med nummeret ”Foot Race”, som høstede positiv respons og på ny generede opmærksomhed fra de etablerede selskaber. - Vi tror på, at en konstant fornyelse og selvindsigt er nødvendig i jagten på et større gennembrud. Vi stopper derfor aldrig med at skrive nyt materiale og konstant udsætte vores sange og live-shows for kritik fra os selv og vores fans, siger forsanger og sangskriver Rune Staunskær. Men hvad gør MGIA specielt? MGIA udfordrer den traditionelle bandkonstalation, men uden at flytte sit fokus fra poppens gode melodier, rockens tyngde og elektroens futurisme. Kompositionerne er fra starten sammensat af syntetiske lyde og programmerede beats. Først derefter bliver de afprøvet i øvelokalet, roller bliver fordelt og nye bliver tilføjet. Men altid med anker i den første, umiddelbare elektroniske skitse. Live i øvelokalet spilles alt i realtid i konstallationen trommesæt, guitar, bassynthesizer, flade- og leadsynthesizere, korarrangementer og leadvokal. Lige præcis her ligger MGIAs præmis for sangskrivning: At finde ind til et ægte musikalsk udtryk ad elektronisk vej, men med den dynamik og fleksibilitet som kun findes i et liveband! - Elektronisk inspireret rock- og popmusik fylder efterhånden meget i æteren, og er efterhånden velkendt territorie også på den danske scene. Men i moderne sangskrivning fungerer den elektroniske lyd ofte som erstatning for tidligere tiders instrumentering og er sjældent en egentlig sammensmeltning af elektronisk og organisk musik – og lige præcis her ligger vores force, siger keyboardist Simon Madsen. MGIA fokuserer på, at rive energi ud af både den dynamiske og den fikserede instrumentering, kolidere dem og ramme et friskt, homogent udtryk, som stadig, på den danske scene, er uudforsket. Hertil kommer vokalen, der ligesom i den traditionelle rockmusik bærer musikkens fokus, fortæller historien og er det umiddelbare bindeled mellem band og publikum. Hvad er MGIA’s umiddelbare målsætning? I modsætning til det utraditionelle setup, er MGIAs målsætning klassisk: at spille så mange koncerter som muligt, og langsomt men kontinuerligt opbygge relationer til branchefolk og skabe grobund og interesse fra en stadigt voksende fanskare. MGIA har fra starten været et liveband, og ønsker stadig at tage den udfordring op, der ligger i live fremførelse af elektronisk rockmusik. - Vores erfaring er, at dette skaber en dynamik og et umiddelbart nærvær, som ikke kan skabes ved en simpel afspilning af sange med vokal ovenpå. På denne måde kan man sige, at der egentlig ligger et dogme til grund: Alt hvad der kan spilles live, skal spilles live. Herefter gør vi brug af backtrack, hvis der kræves yderligere instrumentroller eller effekter, som der ganske enkelt ikke er hænder til at spille live, forklarer Rune Staunskær. For mere information, musik, billeder og koncertkalender besøg vores hjemmeside www.mgia.dk. --- my getaway in audio er: Rune Staunskær – vokal og synth Michael Vestergaard – trommer og kor Simon Madsen – synth og kor Tim Boström – guitar og kor Kontakt my getaway in audio på info@mygetawayinaudio.dk. MGIA på MySpace: www.myspace.com/mygetawayinaudio Videoklip fra koncerter: www.youtube.com/mygetawayinaudio